Foredrag om hulemænd i habitter

Er du nogensinde kommet hjem fra et supermarked med varer, du ikke havde planlagt at købe?

Eller er du kommet hjem fra banken med et andet lån eller en anden investering, end du havde planlagt?

Så handler foredraget Hulemænd i habitter om dig. Det er nemlig et foredrag om forbrugere og beslutningstagere i erhvervslivet.

For hver gang vi skal træffe en beslutning, risikerer vi at blive påvirket den ene eller den anden vej. Ofte helt uden at vi opdager det.

Det kan være helt små ubetydelige faktorer, der afgør, om vores beslutning bliver den ene eller den anden.

Og meget tyder på at vi begår de samme fejl igen og igen. For eksempel disse typiske faldgruber:

  • Vi glemmer at tænke os om
  • Vi har meget stor tillid til eksperter
  • Vi udsætter opgaver eller beslutninger
  • Tallerkenstørrelser bestemmer hvor meget vi spiser

Via Hulemænd i habitter får du indsigt i nogle af de fejl, vi typisk gør, når vi skal træffe beslutninger.

Og du får også input til, hvordan du kan blive bedre til at træffe de rigtige beslutninger.

Vi er nemlig rationelle mennesker, som handler irrationelt. Vi begår de samme fejl igen og igen.

Økonomer tager ofte udgangspunkt i, at vi mennesker er rationelle og foretager fornuftige beslutninger. Hvis vi gør det kan man nemlig forudsige hvordan vi vil agere.

Desværre hænger det ikke sådan sammen i virkeligheden. Vi er ofte irrationelle og lader følelser og instinkter påvirke selv store beslutninger.

Det ved de i mange andre faggrupper og de udnytter det til egen fordel. De får os til at bruge flere penge og købe mere, ved blandt andet at spille på vore tendenser til at agere på bestemte måder.

Varighed: 45 til 60 minutter