Forskere har de senere år brugt tid på at gennemgå tidligere forskning, for at vurdere om konklusionen kan bakkes op. Det har den ikke kunnet i mange forsøg – blandt andet også et berømt et fra Stanford om børnehavebørn, marshmallows og viljestyrke.
Tidligere på året skrev jeg om replikationskrisen i dette indlæg, og omtalte blandt andet problemer med at replikere et meget kendt forsøg fra Stanford.
I 1970erne testede man en gruppe børnehavebørn i universitetets børnehave. Testen gik ud på at de fik en marshmallow og hvis de kunne lade være med at spise den, fik de yderligere en. Så forlod forsøgslederen barnet og marshmallowen i en periode.
Forsøget skulle teste børns viljestyrke og senere tilbagevenden til de samme børn, viste en interessant sammenhæng. De børn, der kunne vente med at spise deres marhsmallow, havde en tendens til at have klaret sig bedre.
Replikation kunne ikke bakke op
De sidste 5-7 år har forskere udsat andre forskeres forskning for kritisk gennemgang. Det har nemlig vist sig, at ikke alle har haft rent mel i posen. Nogle har fusket med statistikken – eller bare ikke haft forstand på det. Andres data har ikke været i orden. Eller også har man ikke reelt kunne konkludere det, de er kommet frem til, fordi dataene slet ikke har bakket om resultatet.
Og en sådan kritisk gennemgang kunne marshmallow-forsøget altså ikke klare sig igennem. Man kunne nemlig ikke – viste den første gennemgang – konkludere at det var viljestyrken det var galt med. Til gengæld sagde forsøgsdeltagernes baggrund mere om, hvorfor det gik dem godt eller skidt. Du kan læse mere om problemet med at replikere marshmallow-forsøget her.
Men nu har andre forskere kigget på forsøget endnu en gang. Og de mener at kunne konkludere, at forsøget i børnehaven, KAN sige noget om deltagernes senere udvikling. Du kan læse hele replikations-undersøgelsen her.
Du kan se Jocachim de Posada fortælle om det oprindelige forsøg og resultaterne i en TED-tale her:
