Hvordan udnytter man bedst et straffespark? Og hvordan redder man et straffespark? I disse EM-tider er det måske nyttig viden – desværre er vores eget landshold slået ud, så måske jeg skulle skrive på tysk eller spansk, men her er i hvert fald lidt nyttig/unødvendig viden om straffespark.
Fakta omkring et straffespark er: To spillere er aktive – målmanden og den der skyder straffespark. Mano-a-mano som man siger. Bolden skal sparkes fra 11 meters afstand ind i et mål der ca er 7 meter bredt. Eneste forhindring er målmanden. Med en hastighed på 90-100 km/t har målmanden meget lidt tid at reagere i – faktisk skal han beslutte sig for handlingen inden der sparkes.
Jeg har her samlet data fra to undersøgelser – en set fra straffesparkerens og en fra målmandens synspunkt. Der er ikke helt overensstemmelse mellem datasættene, men undersøgelserne kan alligevel godt kombineres.
Hvor skal straffespark placeres?
Nick Harris fra SportingIntelligence har undersøgt alle straffesparkskonkurrencer fra1976 til 2010 til VM og EM. Af 343 spark scores på 258, hvilket svarer til en succesrate på næsten 76%. Her kan du se hvor sparkene placeres i målet:
| 13% | 6% | 7% |
| 11% | 7% | 15% |
| 19% | 6% | 17% |
Placering af bolden i straffesparkskonkurrencer ved EM og VM (Kilde: SportingIntelligence)
Som det fremgår af billedet nedenfor er det ikke ligegyldigt, hvor bolden placeres. Faktisk er det kun ca. 14% der vælger at placere bolden i de områder, hvor succesraten er størst – nemlig i midten eller i øverste højre hjørne.
Statistikken viser også at det ikke er ligegyldigt hvornår i rækkefølgen man sparker eller hvor gammel sparkeren er. Et par nøgletal er:
- Yngre spillere (18-24) og dem over 31 klarer sig bedst, med hhv 79% og 82% mod 71,5% hos spillere i deres bedste alder (25-30)
- Som presset stiger falder succesraten – 80% for første spark mod 63% for fjerde spark
- Angribere er bedst (85,5%) mod forsvarernes 70,8% og midtbanespilleres 70,7%
Hvad gør gode målmænd i denne situation?
Men hvordan ser det så ud fra målmandens synspunkt? Det har Ofer Azar kigget på via data for de bedste målmænd i verden. Han indsamlede information for 311 straffe og fandt ud af at denne gruppe målmænd lod 7 af 8 straffespark passere – hvilket betyder at man har 87,5% sandsynlighed for at score.
Baseret på disse data beregnede man at målmanden har 33,3 procent sandsynlighed for at redde, hvis man bliver stående. Chancen for at rede ved at gå til venstre var 14,2 procent og chancen til højre var 12,6 procent. Selvom chancen er væsentligt større ved at blive stående blev kun 6,3 procent stående i de undersøgte situationer.
Azar og hans team kiggede på hvorfor disse målmænd kastede sig, frem for at blive stående og fandt at en væsentlig begrundelse skal findes i følelserne der omgiver situationen. Det at målmanden agerer føles bedre når der scores, end hvis målmanden var blevet stående. Blev man stående ville mange – uden kendskab til statistikken bag – sikkert tænke “Hvorfor gik han ikke efter den?”.
Så når en målmand kaster sig til venstre eller højre, er det ligeså meget for fans, journalisters, medspillere og tv-seernes skyld. De bedste odds får man ved at blive stående.
Der er talrige eksempler på at disse følelser og måden at tænke på også går igen i det virkelige liv. Der kan mange også opleve at det er bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Også selvom data og viden taler for det modsatte.
Man kan også finde det blandt verdens ledere. Nogen gange føler de de er nød til at agere for ikke at virke handlingslammede.
Ærefuldt eller kikset?
Det samme gør sig gældende for den der skyder straffesparket. Odds for at score i den nederste del af målet er 43 procent mens odds er hele 70 procent i den øverste del af målet. Alligevel skyder de fleste i den nederste del af målet – igen fordi det mentale spiller ind.
Bliver ens skud i den nederste del af målet reddet vil mange tilgive. Forsøger man at skyde øverst i målet og misser – alle husker vel Elkjær? – forsøgte man at spille smart og vil blive husket. Se det evt. her, hvis du ikke kan huske det.
Det er altså – igen – ikke rationalitet og viden der spiller ind, men i langt højere grad følelser.
