Hvis du som jeg ser Billion på HBO har du set eksempler på at meget velhavende mennesker tror de har flere rettigheder, gerne overtræder regler, snyder og opfører sig kynisk. Men det er heldigvis bare film – eller er det?
Film om rige mennesker er god underholdning. Derfor har serier som Dollars, Dynasty og Billion haft succes. Derfor elskede mange af os Wall Street. JR’s, Jørgen Varnæs eller Gordon Gekkos kyniske ageren og meget selvpromoverende attitude var både irriterende og interessant. De er naturligvis blot filmkarakterer, men noget tyder på at virkelighedens rige mennesker også gerne snyder og opfører sig egoistisk.
Det så vi et eksempel på i forbindelse med college-skandalen i USA, hvor velhavende forældre forsøgte at købe sig til pladser på college til deres børn. Og det samme viser forskning fra Dacher Keltner og Paul Piff fra University of California. De har blandt andet observeret bilister i trafikken. Her viser det sig at førere af dyrere biler oftere kører over for rødt eller i det hele taget kører hensynsløst.
Tage slik fra børn
I en anden undersøgelse blev deltagerne budt en krukke med slik. De fik forklaret at resten af slikket ville blive givet til børn på en nærliggende institution.
Her viste resultaterne en markant forskel i mængden deltagerne tog. De mest velstillede tog mest slik. Faktisk tog de dobbelt så meget som de mindre velstillede. En markant forskel.
Endnu en undersøgelse der bekræfter tesen om at velstillede er mere kyniske og tror de har flere rettigheder.
Gælder også i sportens verden
Man kan se lignende mønstre i sportens verden, hvor de store stjerner ofte tror de kan tillade sig mere. Dette er dokumenteret i amerikansk basketball, hvor de store stjerner bryder regler med vilje og – ofte uretmæssigt – forlanger modstanderne dømt. Det er typisk kun stjernerne, der brokker sig til dommerne uden at få straf.
Det kigger den amerikanske forfatter Michael Lewis nærmere på i en podcast-serie, Against the Rules.
Du kan læse mere om Paul Piff og Dacher Keltners forskning her.