En af mine absolutte ynglingsfilm som teenager var Monty Python’s Life of Brian. Afslutningscenen viser Brian, der filmen igennem bliver forvekslet med Jesus, hængende på et kors. En af de andre korsfæstede bryder ud i sang, og minder om at det hele ikke er så skidt. Sammen synger alle de korsfæstede Always look at the bright side of life (se den nederst i indlægget).
Meget tyder på at vi er indstillet til at være positive og forvente det bedste. Kig for eksempel på sådan noget som skilsmisser. Herhjemme bliver næsten halvdelen skilt, men spørger man en nygift vil de fleste forvente at deres ægteskab holder. Det ville selvfølgelig være trist, hvis man allerede som nygift forventede skilsmissen men det er reelt meget urealistisk at forvente.
Sådan er vi bare gearet. Vi forventer at vi selv, vore børn og nærmeste familie vil få mere af det positive og mindre af det negative end de andre. Se for eksempel denne tabel (findes også i Hulemænd i habitter på side 93) der viser deltageres forventninger til gennemsnittets risiko og egen risiko:
Som I kan se er forventningerne til den gennemsnitlige amerikaner større end forventningen til egen risiko.
Når jeg holder foredrag beder jeg nogle gange deltagerne vurdere deres egne evner til at køre bil og vælge hvilken kategori de hører til:
- Dårlige end gennemsnittet
- Gennemsnitlig
- Bedre end gennemsnittet
Ikke overraskende mener de fleste, at de tilhører gruppe tre (selvom der ofte er en vittig herre, der retter sin kone og højlydt meddeler at hun hører til gruppe et).
Det er naturligvis godt at have positive forventninger, da det modsatte ikke ville føre til meget udvikling. For hvorfor gifte sig, hvis man allerede ved indgåelsen har forventninger om at det vil gå i opløsning? Men det kan også få os til at undervurdere risici.
Det taler Tali Sharot, fra Affective Brain Lab og forfatter til bogen The Optimism Bias, om på TED. Hør med her:
