Langt de fleste af os kan godt skelne godt fra skidt. Vi kan godt se hvilke valg, der er moralske rigtige eller forkerte. Især når konsekvenserne er tæt på. Dette bekræftes i et forsøg netop offentliggjort i Science.
Du vil formentlig ikke selv ansætte børn til at arbejde under kummerlige forhold (selvom dine evt. teenage-børn formentlig vil mene det er det du gør omkring deres lommepenge). Men hvor tit har du reelt fravalgt et produkt, fordi du mistænkte at det var lavet af børn? Større virksomheder i Danmark skal have en CSR-politik (Corporate Social Responsibility) og vi er generelt gode til at holde fanen højt. Men, når valget til sidst rammer dig (og din pengepung) har mange af os en tendens til at "vende det blinde øje" til.
Det har forskere fra universiteterne i Bonn og Bamberg prøvet at teste i en række undersøgelser. Undersøgelsen involverede forsøgspersoner og lige så mange mus. Musene var blevet tilovers i et laboratorium og kunne derfor anvendes til dette forsøg.
Forsøgspersonerne skulle vælge mellem:
- Et økonomisk udbytte – samtidig ville en laboratorie-mus slået ihjel
- Laboratorie-musen overlevede, men man fik ikke økonomisk udbytte
Langt de fleste sagde nej tak til pengene, og efter sigende lever de reddede mus nu en beskyttet tilværelse i et hemmeligt laboratorium et sted i Tyskland.
Andre grupper deltog også i forsøget, men var fjernet "et led" fra musen. Her valgte en meget stor andel den økonomiske gevinst over musens liv.
Konklusionen er måske ikke overraskende. Det er jo lettere at tage toughe beslutninger når man har konsekvenserne lidt på afstand. Det kan Helle Thorning nok nikke bekræftende til, mens hendes bagland er lidt tættere på konsekvenserne.
Mens jeg læste om forsøget, fik jeg en tvangstanke om en dag at lave det modsatte forsøg. For gad vide hvad mus ville vælge, hvis de skulle vælge mellem et stykke ost eller et menneske, der overlever. Men det forsøg må nok vente lidt.
Du kan læse hele papiret her (kræver adgang), artiklen i Science eller en lidt dybere gennemgang her.