Danske unge har tradition for at være blandt de unge, der drikker mest i Europa. Godt nok faldt alkoholindtaget ved seneste måling, men vi har stadig rekord i erfaring med alkohol blandt 15-årige. Det er ikke heldigt, da særligt unge er i risiko for skadevirkninger ved, men nudge kan måske medvirke til at mindske alkoholindtaget.
At vi har en særlig alkoholkultur i Danmark, oplevede jeg selv for et par år siden, da jeg valgte at tage et år uden alkohol. Jeg blev ofte mødt med et “Du kan da godt lige drikke et enkelt glas” eller “Ja man kan jo godt more sig uden alkohol, men så bliver det også derefter, tøhø”. Og det skyldes ikke, at jeg hænger ud på en bænk nede i byen – næ det var udtryk, der kom ud af munden på det man kan kalde helt almindelige danskere.
Når et voksent menneske – jeg var ca 44 år på det tidspunkt – på den måde bliver udfordret på sit valg om ikke at drikke, er presset nok endnu større mod unge mennesker.
Det ligger dybt i os, at vi gerne vil være en del af fællesskabet og meget nødig lukkes ude. Derfor er vi villige til at gå langt, for at passe ind.
Nudge mod bedre alkoholvaner
Det har et samarbejde mellem Carlsberg, Aarhus Kommune og dens magistratsafdeling Sundhed og Omsorg, Studenterhus Aarhus og VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) forsøgt at gøre noget ved.
500 unge studerende deltog i et forsøg, hvor de fik information til at hjælpe dem med
- at skærpe deres bevidsthed om deres egen adfærd
- at udvikle strategier til at undgå et stort indtag af alkohol
- at ændre deres syn på sociale normer
De modtog blandt andet informationsmateriale og efterfølgende en række SMSer som remindere. De kunne for eksempel se sådan ud:
Indsatsen førte til mindre alkohol
Resultatet viste at deltagerne, sammenlignet med en kontrolgruppe, drak mindre! Tallene viser, at de havde en månedlig dag mindre uden alkohol – svarer til en reduktion på ca 17 %.
Det hjalp altså, at give de unge værktøjer til, at sige nej til alkohol eller på forhånd gøre sig tanker om mængden af alkohol de ville indtage.
Man lavede samtidig information i fredagsbarerne, hvor man blandt andet kunne prøve at køre fuld på cykel via VR eller købe alkoholfrie øl til samme pris som de almindelige. Disse tiltag havde dog ingen effekt.
Afslutningsvis skal det bemærkes at der er tale om spørgeundersøgelse og ikke observation af adfærd. Desværre er det ikke altid vi gør som vi siger eller siger det vi reelt gør……
Du kan læse mere om forsøget her.