Græsset er altid grønnere på den anden side, siger man. Det gælder på mange områder og vi er ofte slemme til at være vores egen værste fjende når det kommer til at vurdere, hvordan vi er i forhold til andre.

Vi er ikke altid gode til at vurdere os selv i forhold til andre. Ofte kan vi være meget hårde ved os selv. Det gælder også når vi skal vurdere egne evner til at opbygge relationer.

Det kom frem i en undersøgelse fra University of British Columbia, Harvard Business School og Harvard Medical School, der undersøgte nye univesitetsstuderendes evner til at få nye venner. Eller rettere deres egen vurdering af dels egne og dels andres evner til at få nye venner.

Man ønskede at kigge på personer, der netop var flyttet til et nyt socialt miljø, og derfor tog man fat i 1.099 nye studerende på University of British Columbia.

Andre er bedre til at få venner

Disse skulle så indberette deres egen fremdrift i at få nye venner på skolen og samtidig også vurdere deres medstuderendes evner til det samme.

48 % vurderede at andre var bedre til at få ny venner end dem selv. Det kan have stor betydning, at tro andre er mere sociale – det vender jeg tilbage til.

De studerende indberettede at de havde i snit 3,63 tætte venner. Men samtidig vurderede de at deres medstuderende i snit havde 4,15 tætte venner. Altså en generel tendens til at vurdere at de andre var mere sociale.

Vi er flokdyr

At føle at vi ikke hører til kan have endog store konsekvenser for den enkelte. Vi er i bund og grund flokdyr og vi har behov for at høre til. Det ligger dybt i os. Faktisk kan ensomhed være mere usundt end rygning, mener flere.

Andre undersøgelse har indikeret en klar sammenhæng mellem størrelsen af netværk og lykke. Jo større netværk jo lykkeligere har vi tendens til at være. Men dele af denne undersøgelse indikerer at det ikke blot er de absolutte tal. For tror vi at vores eget netværk er mindre end andres, har vi også en tendens til at være mindre lykkelige. Som nævnt mente hele 48 % at andre var bedre til at være sociale end dem selv! Hvis det er en generel tendens kan den være endog meget uheldig.

SoMe fremhæver troen

De fleste ved efterhånden at sociale medier ofte er et stort selvbedrag. Ingen poster, når det går dårligt. Til gengæld redigeres og forbedres virkeligheden kraftigt.

Det kan være medvirkende til troen om at alle andre er mere sociale. For vi poster jo gerne fra en event vi deltager i, men sjældent når maden indtages helt alene foran fjerneren.

Men sådanne dage har de fleste!

Heldigvis kan evnen til at være social trænes. Og det er relativt simpelt, for det handler bare om at være sammen med andre! Det er vanedannende og måske kan det også lægge flere år til vores liv.

Og husk: Du er formentlig ikke dårligere til at få venner end andre! Du tror det bare.

Vil du vide mere?

Hvis du vil vide mere om undersøgelsen bag, kan du læse artiklen bag dette indlæg her: From Misperception to Social Connection: Correlates and Consequences of Overestimating Others’ Social Connectedness.