I går var jeg et smut i København (igen) og på Hovedbanegården – det er jo ikke nok at sige “banegården” derovre – ringede en mobiltelefon. Ikke med “min” lyd. Alligevel tog jeg mig selv i lige at tjekke om det var min telefon. Du har sikkert også prøvet det? Hvorfor gør vi sådan noget?
I forbindelse med forskning omkring rygning stødte Martin Lindstrøm ind i fænomenet. For når rygere ser nogen ryge, får de også lyst til at ryge. I en hjerne-scanner kunne man se at disse rygere aktiverede nogle “mirror-neurons” når de så andre rygere. De startede en reaktion, der ender med at give trang til en cigaret.
Måske har vi det på samme måde? Det er konklussionen i en blog Martin Lindstrøm har skrevet på FastCompany – du finder bloggen her.
Når vi ser andre i aktivitet på deres mobil, giver det os trang til også at være mobil-aktive. Det virker sandsynligt, for man ser jo ofte i møder at en persons tjek af sin mobil starter en hel kæde-reaktion.
Så tænk på det næste gang du får lyst til lige at tjekke din mobil i et møde. Du risikerer at starte en kæde-reaktion, og forhindrer alle de andre i at følge med. For vi kan nemlig ikke multi-taske – det skriver han om her.
P.S. Hvis du ser mig tjekke min mobil så er det altså ikke på grund af det her. Det er fordi den nogen gange går ud af sig selv, så jeg tjekker lige om det er sket. Hvis nu nogen skulle have behov for at kommunikere noget vigtigt, er det jo godt at holde den åben.
