Vi sætter stor pris på vores hukommelse. Både når vi kan huske noget vi har oplevet men også som vidnesbyrd om andres gøren og laden – for eksempel i retssager. Men hukommelse er ikke nødvendigvis en krypteret harddisk med sandheden lagret.
Mens jeg skriver dette hører jeg P7 Mix Marathon med fokus på Nik & Jay og med en masse af deres musik. Med børn og teenagere i 00'erne – og også for alle andre – har Nik & Jay uvilkårligt været en del af tidens soundtrack, så musikken vækker minder. Om tosset dans i køkkenet – en disciplin, jeg ubetinget er dansk mester i – og om nogle af de første koncert-oplevelser for mine tøser i Legoland. Men kan man nu stole på sådan nogle minder? Kan man stole på "alting var bedre i gamle dage"?
Ikke nødvendigvis for hukommelse er ikke en fast størrelse. Man kan faktisk "rode rundt" med den. Det viste DR3 i foråret i programmet Hjernevask, hvor værterne plantede et minde i deltagernes hukommelse.
Det har Elizabeth Loftus fra University of California, Irvine, kigget nærmere på. Startende med en retssag, hvor offeret udpegede en – skulle det vise sig – uskyldig mand har hun forsket i hukommelse og hvordan den virker. Eller ikke virker. Hun har siden lavet forsøg med plantning af hukommelse og på den baggrund konkluderet at hukommelse ikke altid virker lige godt. Hør hende fortælle om dette emne på TED – det er ret interessant:
Så måske bærer du rundt på minder, der aldrig er sket?
