Ændrer succes og formue på os som mennesker? Det mener folkene bag et forsøg, hvor de blandt andet har set på hvordan vi agerer i et spil Matador.
Mange bruger spil som hygge, men det kan også gå galt. Personligt kan jeg huske en aften i et sommerhus for +20 år siden, hvor et “hyggeligt” spil Matador ændrede sig til næsten ondt fjendskab mellem to vennepar. Eller faktisk på tværs af parrene, fordi de kvindelige deltagere på et tidspunkt begyndte at spille sammen! Det er jo ikke meningen. Stemningen blev ond i takt med at formuen skiftede hænder og det blev om morgenen aftalt ALDRIG at spille Matador igen.
Det kunne have været en del af Paul Piff‘s undersøgelse. Han har kigget på hvordan vi agerer i takt med at vi samler formue. Der er en tendens til at man bliver mere kyniske og selvcentrerede fortæller han:
Den gode nyhed er at vi kan “om-programmeres” igen. Vi skal bare mindes om det.
Han har også kigget nærmere på velhavere via Matador-spil.
Overflod gør os kyniske
En anden undersøgelse peger på at overflod gør os mere risikovillige. I min tid i den finansielle sektor, har jeg oplevet flere kriser komme og gå. Ejendomme, valuta, IT-aktier og senest finanskrisen. Alle har de været præget af et fælles karaktertræk: En høj risikovillighed lige frem til boblen bristede. Jeg har også læst om mange andre historiske kriser, og de har alle haft den samme høje risikovillighed.
Efterfølgende har mange spurgt “Hvordan kunne det dog ske?”. Og svaret på det skal måske findes dybere i os selv, for nu viser forskning fra University of Sydney at man finder noget lignende hos aber.
Har aber rigelig med foder eller vand tager de større risiko for at få mere af det.
Jeg har tidligere skrevet at aber har en tendens til at agere irrationelt som mennesker – læs det her.