Kender du følelsen af at man lige skal tjekke sin mail, Facebook, Twitter eller lignende? Flere og flere af os bliver afhængige – nogen oplever faktisk “fantom-vibrationer” fra deres mobil – og skal tjekke ved den mindste lejlighed. Det er efterhånden ved at være et år siden, jeg skrev om “The World Unplugged” på JP Blogs – en undersøgelse der viste at unge havde endog meget svært ved at være off-line i 24 timer.
Nu viser en ny undersøgelse at det faktisk er sværere at modstå sociale medier end cigaretter og alkohol – altså hvis du først er blevet afhængig.
Forskere fra Chicago University’s Booth Business School har undersøgt 205 personer mellem 18 – 85 år i den tyske by Würtzburg. Deltagerne skulle flere gange om dagen fortælle om eventuelle “lyster” de havde haft inden for de seneste tredive minutter og om de havde efterkommet disse “lyster”.
Lyst til søvn og afslapning var de stærkeste men lysten til medier og at arbejde var sværeste at modstå viste undersøgelsen. Til gengæld viste undersøgelsen at de fleste rimelig nemt kunne modstå lysten til alkohol og cigaretter.
Dette kan meget vel hænge sammen med den store opmærksomhed omkring alkohol og cigaretters indvirkning på dit helbred, mens vi har meget lidt bevis for mediers indvirkning – måske bortset fra stress.
Undersøgelsen viste også at i løbet af dagen blev det sværere at modstå – hvilket forklarer hvorfor jeg lige skal tjekke Twitter inden jeg skal sove…..
Jeg bruger Twitter rigtig meget, men faktisk tror jeg at Endomondo er mit vigtigste sociale medie i øjeblikket. Endomondo er GPS-tracking af din motion – løb, cykling eller lignende. Jeg deltager i en konkurrence derinde (med folk fra Twitter) og skal følge med i udviklingen. Det er reelt set ganske unødvendigt, men jeg skal da lige tjekke…..
Nu er det snart påske igen og i lighed med sidste år skal jeg have en net-fri påskeferie med min kæreste! Det illustrerer hvor afhængig man er blevet, hvis man ind i mellem lige tjekker helt ud……
Er du på Twitter kunne du jo overveje at følge mig – find mig her. Eller på Facebook kan du blive fan af Hulemænd i habitter.